Et hændeligt uheld – whiplash – og en vellykket behandling.   Jeg hedder Lisabeth, og har valgt at offentliggøre min sygehistorie, i håb om at den kan inspirerer andre mennesker til at gå alternative veje.   Jeg er 26 år, er social- og sundhedshjælper, og jeg vil her fortælle om mine oplevelser med whiplash, som var tæt på at koste mig det arbejde, som jeg elsker.   Den 30. maj 2003, blev jeg påkørt bagfra, da jeg skulle dreje til venstre i et vejkryds. Med i bilen var min knapt 2 år gamle søn, der heldigvis sad godt i en godkendt babystol, så han slap uden men. Jeg ventede mit andet barn og var nogle måneder henne. Heldigvis havde jeg sele på, men jeg røg alligevel frem og tilbage i bilen. Bilen blev i øvrigt totalskadet og slået skæv ved sammenstødet, men pyt med bilen, der kan man få en anden. Det var værre med smerterne i mit hoved og nakke, og selvfølgelig angsten for at der var sket mit ufødte barn noget.   Vi tog selvfølgelig på sygehuset og blev røntgenfotograferet, for at se om der var nogen brud. Det var der heldigvis ikke; men det gjorde alligevel ondt i mit hoved og nakke, og jeg måtte gå sygemeldt i 9 uger. På sygehuset havde de sagt, at jeg havde en forstuvet nakke, også kaldet piskesmæld. Jeg blev henvist til et rygcenter, hvor de netop nu havde forskning og behandling omkring piskesmæld, et tilbud jeg tog imod, de var jo eksperter på området, og jeg håbede det ville hjælpe på smerterne.   Jeg var der 4 gange, men desværre hjalp det ikke ret meget, det gjorde stadig meget ondt, og jeg kunne kun komme igennem dagen på smertestillende piller. Da jeg var gravid og ikke ville udsætte mit ufødte barn for stærke piller, var det kun almindelige panodil. Jeg fik en halskrave at gå med når det gjorde meget ondt, og begyndte så på fysiurgisk behandling.   Ni uger efter ulykken ville jeg prøve at arbejde igen. Det skal lige siges, at under min første graviditet, gik jeg på arbejde, uden problemer, indtil sædvanlig barselsorlov begyndte. På arbejdet blev der taget særlige hensyn, dels pga. maven og dels pga. smerterne. Jeg gik til mange fys. behandlinger og måtte hen og hvile i arbejdstiden, og jeg spiste stadig smertestillende medicin, en rigtig svær tid. Håbede på, at når jeg skulle på barsel og gå hjemme i 7-8 måneder, ville det gå væk. Jeg holdt ud, med få sygedage, inden jeg skulle på barsel. Fødslen gik godt og jeg fik en dejlig velskabt dreng. Det var dog svært med to små børn, for jeg havde stadig meget ondt i min nakke, og kunne ikke løfte mine drenge. Ofte havde jeg så ondt, at jeg måtte sidde på gulvet og pusle og ammede min lille dreng.   Den barselsorlov jeg havde glædet mig til, blev en smertefuld tid, med mange piller og fys. behandling. Det påvirkede selvfølgelig mit humør, og jeg blev vred, opfarende og ked af det, syntes ikke, jeg fyldte rollen som mor godt nok ud. Jeg kunne ikke sidde ret lang tid i en bil, og slet ikke selv køre ret langt, uden det gjorde ondt i nakken. En gang ville vi tage i Legoland med vores drenge, min mand kørte bilen, og alligevel måtte jeg ligge med varmepude og mange smertestillende piller de næste to dage. Sådan er det at gå med et piskesmæld for nogle mennesker.